Vintersuppe m. kardemommebrød
Når det sner, får jeg lyst til suppe. Den her er stærk, varm, blød og rar, og så er der duftende brød til at dyppe med.
Den var dog lidt for stærk for mindsten ved bordet, men brødet var et hit, og de små I-can’t-believe-it’s-not-bacon-tern var også meget populære.
Bacon er godt som drys på supper som den her, men fedtmæssigt helt ved siden af. Et super alternativ, som stadig har den røgede smag, man går efter, er røget mørbrad. Man kan købe dem hele i f.eks. Netto, og de koster ikke en herregård, faktisk kun et lille husmandssted. Der er 2 procent fedt i.
Vintersuppe (4 portioner)
- 6 mellemstore kartofler
- 6 mellemstore gulerødder
- 1 mellemstor pastinak/persillerod
- 1 tsk frisk, hakket chili
- 1 god dusk frisk timian
- 1 fed hvidløg
- 1 grøntsagsbouillonterning
- 1 dl minimælk
- salt
- røget mørbrad efter ønske
- fromage frais efter ønske
Skræl, skær, og kog grøntsagerne godt i vand m. bouillon og salt, til de er møre. Hæld vandet fra, over i en kande, så du kan bruge det til at blende med.
Kom hakket chili, timian og hvidløg i, og blend det hele til mos med en stavblender. Hæld mælk og ca. 1/3 af kogevandet tilbage i mosen og blend igen. Smag til med salt.
Skær små tern af røget mørbrad og steg dem på en tør pande, til du synes, det har det bid, du bedst kan lide. Jo længere, jo mere bacon-agtigt bliver det.
Server med en skefuld fromage frais og mørbradtern.
Kardemommebrød
- 500 g hvedemel
- 200 g sigtemel
- 4,5 dl vand
- 25 g gær
- en lille tsk stødt kardemomme
- en lille tsk salt
- en lille tsk sukker
Gæren opløses i vandet med salt og sukker. Bland kardemommen og de to meltyper, før det hele hældes sammen og æltes godt. Hæver en time til halvanden.
Form brødet, som du vil have det, og drys med hele kardemommekapsler. Efterhæver en halv time.
Bages v. 225 grader i 25-30 minutter. (Når du ikke at spise det hele til suppen, er det super som ristet brød til morgenmaden)
Tags:brød, chili, kardemomme, røget mørbrad, suppe



Kom indenfor! Jeg hedder Fie, og dette er Flo’s Diner. En blog om hverdagsopskrifter og madoplevelser, som er fri for fedt og frelste attituder.

Uhmmm, hvor det lyder lækkert og ser lækkert ud. Vil jeg lave til min knægt på søndag.