Gulerodskage m. hemmelig glasur
I en af Karolines små kogebøger fra firserne (dem der kom gratis ind ad brevsprækken!) var en gulerodskage med så meget smør i, at det bogstaveligt talt drev ned ad fingrene, når man tog et stykke. Hjemme hos os blev den blev dækket med citronglasur og var noget lidt særligt.
Det er pudsigt, men netop det at bage en gulerodskage føles som et slags optagelsesritual ind i mødrenes sande rækker. Hvis du består, får du lov at gå videre til næste disciplin, Klassens Time Kagen.
Og vil du ind i Hall of Fame, skal du kunne behage en flok tweens med noget spiseligt, som de IKKE synes er klamt eller pinligt, mens de sidder på værelset og sammen opbruger den samlede verdenskvote af sms’er…
Karolines smørforbrug har med stor sandsynlighed givet hende nogle heftige deller, hvis ikke en hjerte-kar-sygdom at slås med på sine gamle dage. Desuden kan (og vil) vi ikke bruge den slags fedtstofmængder herhjemme, så jeg tjekkede Hjerteforeningens opskriftsamling. Der var en herlig, herlig gulerodskage.
Den er selvfølgelig tweaket lidt, Flo’s Diner style, og glasuren er en, som jeg bare MÅTTE prøve, fordi det simpelthen lød for godt til at være sandt.
Mange er af den opfattelse, at gulerodskage skal dækkes med cream cheese glasur. Sådan et tykt lag hvidt fittelifut, men det er jeg som sagt ikke vokset op med. Desuden går den ikke, fedtindholdsmæssigt. Men almindelig flormelisglasur kan enhver lave, så jeg prøver noget andet, der muligvis kan tilfredsstille cream-cheese-folket. Se længere nede (total cliffhanger!).
Gulerodskage
- 3 æggehvider
- 250 g brun farin
- ½ dl minimælk
- 500 g groftrevne gulerødder
- 325 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 2 tsk natron
- ½ tsk salt
- 2 tsk vanillesukker
- 3 tsk stødt kanel
- 250 g æblemos
- 50 g rosiner
Æggehvider, mælk og brun farin piskes godt sammen. Rør gulerødderne i. Bland de tørre ingredienser og rør dem i. Til sidst vendes æblemos og rosiner i.
Dejen hældes i en springform foret med bagepapir. Bages ved 190 grader i 1 time og 10 min.
Frosting
- 125 g tofu
- 60 ml sirup
- 1 spsk mandarin/appelsinsaft
Blend ingredienserne sammen (jeg brugte stavblenderen). Kagen SKAL være kold, inden du kommer glasuren på.
Smør det hele ud på den afkølede kage og stil den i køleskabet, så det kan sætte sig. Pynt med lidt revet appelsinskal eller noget andet fint.
PS: Tofu! Ha! Den havde du nok ikke set komme, hva’? Jeg lover, det smager godt. Som næsten tofu-jomfru og meget ikke-vegetarisk menneske havde jeg aldrig forestillet mig, at tofu blev en del af mit køkken. Men det lusker sig ind, gør det. Tak til tofu.
Tags:frosting, glasur, gulerodskage, gulerødder, tofu






Kom indenfor! Jeg hedder Fie, og dette er Flo’s Diner. En blog om hverdagsopskrifter og madoplevelser, som er fri for fedt og frelste attituder.

lækkert! Den klassiske gulerodskage laver jeg tit til min fødselsdag, lækker fed og med gode minder! Måske skulle jeg prøve denne næste gang!
PS.sukkerløse kanelsnegle blev faktisk mega gode! Hurra for revet æble, som man ikke skal være nærig med! Glemte at tage et billede, fordi vi så gerne ville spise dem i en fart!
Kan du ikke lave dem igen?! Er mega nysgerrig.
Et spørgsmål som du måske har svaret på før, uden at jeg har set det:
Når du bruger æblemos, er det så hjemmelavet eller købt, og er det bare kogte mosede æbler eller er der tilsat sukker?
Og i øvrigt tak for gode opskrifter – det er super inspiration!
Jeg tror ikke, at andre har spurgt
Jeg plejer at købe det, jeg nu falder over – æblemos på store glas fra Brugsens bagehylder er nok det, jeg har brugt mest. Der er tilsat sukker, men jeg tror egentlig sagtens, man kunne bruge noget uden til en kage som den her. Der er rigelig sødme i forvejen.
TOFU?!!
…Undskyld jeg råwer i dit kommentarfelt, men nej, den havde jeg ikke set komme. Var totalt uforberedt, og er derfor stadig lidt rystet. Men alene derfor (og fordi jeg godt kunne bruge et mindre fedt alternativ til flødeost rørt med smør) skal det prøves. Det vil i så fald være første gang jeg får tofu ned, uden at have lyst til at græde.
Hahaha! Du må gerne råwe, for jeg har altid haft det nøjagtig ligesådan. Men prøv! Det spiller!
Den ser super lækker ud!
Jeg er stadig lidt ulden omkring det der med tofu-glasur – men det er bestemt et skud værd
Rigtig god weekend!
Linda