Skuldersænkning med stjerner på

11 maj 2012 af Flo, 4 Kommentarer »
Print Friendly

Så er vi her, nu er vi her endelig. I vores nye lejlighed. Hvor vi skal bo og være og leve LÆNGE.

Jeg maler og rumsterer og henter-bringer og observerer de lokale og forsøger at regne det ud. Det her med at flytte et sted hen, som har alt det, jeg har brug for og har længtes efter; overskud, fred, sikkerhed, sundhed. Ro om natten og duftende syrener. Lethed, i en vis forstand. Som modsætning til al den tyngde, jeg har slæbt rundt på de sidste 3 år, og den uro, der omgav os på Nørrebro. For med alt det dejlige følger også en god og synlig portion af en livsstil, som jeg definerer som meget modsat mig selv.

Der holder en Jaguar parkeret på den vej, vi går til børnehave ad. Når jeg kigger over på min genbobygning er det virkelig noget flashy stads, de har stående i vinduerne. Store buddhaer og mega designerlamper og enorme orkideer. Pengene sidder bare løsere her. Sådan er det, og det er da dejligt for dem, der har dem. Virkelig, det synes jeg. Tænk hvis jeg havde den slags penge – jeg ville også have en del mere frihed til at vælge. Der, hvor det nager mig er, når det bliver prangende. Jeg er ikke en på-det-jævne-på-det-jævne-protestant med janteloven hængende fra hoften, men jeg er opflasket med, at selv når det var trangt, så hjalp man dem, der havde mindre end en selv. At kunne forsørge sin familie og passe godt på dem var nok. Derfor byder det mig bare grundlæggende i mod at vise ting frem, udelukkende fordi de er dyre.

Men så er det jo heller ikke værre. Jeg forsøger at iføre mig den antropologiske brille og fniser for det meste bare af det hele – inklusiv min egen forargelse. Her er korte læderjakker, store stjernetørklæder, stramme hestehaler, Helleruprøjsere og sort, gråt og mere gråt en del af den feminine uniform. Og mange af de mænd, der afleverer unger i børnehaven er i jakkesæt eller sådan noget tight løbe/cykle-tøj. Der er lige åbnet en lyserød butik som hedder Kys & Kram over gaden. Med børnetøj. Der ligger også en dametøjsbutik i nærheden, som hedder et eller andet grotesk i retning af Ophelia Emmeline Tuttenutprik. Nuff said.

I vores lille hovedstad er det bemærkelsesværdigt, så hurtigt folk i samme nabolag begynder at spejle hinanden. Vi gør det jo over hele byen. Pludselig kan jeg tydeligt se Nørrebro i min egen garderobe. Uden at det er hverken værre eller bedre eller noget – jeg synes bare, det er tosset. Og det vil med garanti ændre sig, uanset hvor meget jeg stritter imod. En dag køber jeg også et stjernemønstret gråt tørklæde til 500 kroner og går i Netto i Helleruprøjsere, selvom solen skinner. Jeg vil vædde på det.

4 Kommentarer

  1. amarOrama siger:

    Shit, det vil sige, jeg efterhånden ligner et pigebandemedlem? Tillykke med flytning.

    • Flo siger:

      Haha, oh crap, jeg havde ikke lige tænkt den helt igennem. Kan du og Pille ikke være de smukke undtagelser, der bekræfter reglen?

  2. Øglemor siger:

    Den hedder Emmeline Othine. Og er psyko-dyr. 😉 (Det der Kys&Kram skal vi i øvrigt lige have drøftet over en kop kaffe – scusa, LATTE (det er jo det, man drikker her på Øbro) – for hvad er nu det for noget?!)

    Hellerupstøvler og stjernetørklæder aside – velkommen til! Jeg giver dig max et år, før du også har en kort læderjakke og et eller andet med stjerner på. (Jeg mangler i øvrigt selv et tørklæde, så måske vi kan få rabat på to af slagsen…)

    :-)

    • Flo siger:

      Klart!! Næste uge? Vi tager en empirisk tur i Kys & Kram og dulmer de bitre konklusioner med koffein bagefter! Yay!

Skriv kommentar

Kom indenfor! Jeg hedder Fie, og dette er Flo’s Diner. En blog om hverdagsopskrifter og madoplevelser, som er fri for fedt og frelste attituder. Mere

Gratis e-mag til dig

Translate me

    Translate to:

Arkivet

Kagerullen

© 2016 Flo’s Diner / Fie Lundsgaard Olsen. All rights reserved. Powered by Wordpress.

Om hjemmesiden - Copyright & vilkår - Statistik & annoncering - Kontakt - Tak