Jeg laver jo stadig fedtfattig mad, hver eneste dag, og madpakker til børnehavepigen. Jeg har vist bare nået et mæthedspunkt for, hvor meget og hvornår jeg gider skrive ned og fotografere maden, før den rammer spisebordet kl 18. Men jeg tænker stadig på min lille Diner her, når jeg støder på en sej vare eller får en intet mindre end genial idé. Når der kommer kommentarer ud af det blå, bliver jeg mindet om, at folk rent faktisk kan bruge mine opfindelser til noget. Og det er det aller, aller bedste. Jeg bliver så glad.

Så derfor har jeg lige et par ting, jeg gerne vil anbefale, nu jeg har tanken og jeres opmærksomhed.

Urtekrams mikropopcorn – de tilsætter ikke fedtstof overhovedet, så det er helt uproblematisk for os at spise dem. Man skal lige vænne sig til, at saltet ikke klistrer så godt fast til popcornene, men man kommer over det.

LOW spegepølse fra Aalbæk. Den er lavet på bresaola og smager derefter; meget delikat. Her er virkelig smag for pengene, og jeg har sådan savnet en god oksespegedreng i køleskabet – og selvfølgelig også at kunne give min datter noget. Og voila! Jeg har skrevet og takket Aalbæks kundeservice, uden at høre noget dog, men det er virkelig banebrydende at den slags pålæg laves low-fat OG velsmagende. Jeg ønsker dem succes med succes på. Den fås i fire smagsvarianter.

Jeg maler og rumsterer og henter-bringer og observerer de lokale og forsøger at regne det ud. Det her med at flytte et sted hen, som har alt det, jeg har brug for og har længtes efter; overskud, fred, sikkerhed, sundhed. Ro om natten og duftende syrener. Lethed, i en vis forstand. Som modsætning til al den tyngde, jeg har slæbt rundt på de sidste 3 år, og den uro, der omgav os på Nørrebro. For med alt det dejlige følger også en god og synlig portion af en livsstil, som jeg definerer som meget modsat mig selv.

Der holder en Jaguar parkeret på den vej, vi går til børnehave ad. Når jeg kigger over på min genbobygning er det virkelig noget flashy stads, de har stående i vinduerne. Store buddhaer og mega designerlamper og enorme orkideer. Pengene sidder bare løsere her. Sådan er det, og det er da dejligt for dem, der har dem. Virkelig, det synes jeg. Tænk hvis jeg havde den slags penge – jeg ville også have en del mere frihed til at vælge. Der, hvor det nager mig er, når det bliver prangende. Jeg er ikke en på-det-jævne-på-det-jævne-protestant med janteloven hængende fra hoften, men jeg er opflasket med, at selv når det var trangt, så hjalp man dem, der havde mindre end en selv. At kunne forsørge sin familie og passe godt på dem var nok. Derfor byder det mig bare grundlæggende i mod at vise ting frem, udelukkende fordi de er dyre.

Men så er det jo heller ikke værre. Jeg forsøger at iføre mig den antropologiske brille og fniser for det meste bare af det hele – inklusiv min egen forargelse. Her er korte læderjakker, store stjernetørklæder, stramme hestehaler, Helleruprøjsere og sort, gråt og mere gråt en del af den feminine uniform. Og mange af de mænd, der afleverer unger i børnehaven er i jakkesæt eller sådan noget tight løbe/cykle-tøj. Der er lige åbnet en lyserød butik som hedder Kys & Kram over gaden. Med børnetøj. Der ligger også en dametøjsbutik i nærheden, som hedder et eller andet grotesk i retning af Ophelia Emmeline Tuttenutprik. Nuff said.

I vores lille hovedstad er det bemærkelsesværdigt, så hurtigt folk i samme nabolag begynder at spejle hinanden. Vi gør det jo over hele byen. Pludselig kan jeg tydeligt se Nørrebro i min egen garderobe. Uden at det er hverken værre eller bedre eller noget – jeg synes bare, det er tosset. Og det vil med garanti ændre sig, uanset hvor meget jeg stritter imod. En dag køber jeg også et stjernemønstret gråt tørklæde til 500 kroner og går i Netto i Helleruprøjsere, selvom solen skinner. Jeg vil vædde på det.

Årh hold op.

We get the point.

Jeg er træt.

Men ved I hvad? Jeg er velsignet med mennesker, der stiller op med deres hænder og deres hjælp og deres lånesmøger. Og en mand, der har fået en Skipper Skræk-muskel, og som synes, jeg er lækker i mit smadrede arbejdstøj.

OG.

Det allerfedste ved det hele er, at jeg midt i alt dette groteske kaos og ræs mod kalenderen, der siger, at vi skal flytte ind på byggepladsen om en uge, begynder at kunne se konturerne af dette hersens nye liv. Hvor vi har et børnehavebarn, der lige pludselig kan alt muligt selv. En lejlighed med tilpas mange rum. Et køkken med plads. Et rødt køkken, vel at mærke. Vægge at hænge vores yndlingsbilleder på. Svulstig stuk, som gemte sig under grimme sænkede lofter. Ro og fred og legepladser og den der slagbænk, jeg gerne vil have, og tid og plads til besøg, og egen vaskemaskine, OG tørretumbler, og en karnap!

Træt. Men glad. Godnat.

Nå men.

Nu. Nu sidder jeg i en lejet lejlighed midt i hovedstaden og venter på, at vores dejlighed ude i kanten af 2100 skal blive færdigrenoveret. Eller bare nogenlunde klar. Nøglen til Nørrebro er afleveret, og det var en kæmpe lettelse. Ja, jeg vil savne 3 mangoer for en 10′er, gøglernes improviserede søndagstrommefis i parken, Assistenskirkegårdens duft og blomster, Mødrehjælpens bedste butik, Brugsen-damerne og kongen af spotvarer, Netto på Blågårdsgade. Men så heller ikke mere. Ikke mere gå-i-byen-larm og festaber og våben og politi og dunk-dunk-dunk fra biler uden nummerplader og grafitti og cykelsmadring.

Fred, mine damer og herrer, er mit nye drug. Min voksen-dope.

Og som jeg sidder her og glor på en let bølgende københavnsk sø, et nyudsprungent kastanietræ, en kop nescafé og lidt ufarlig opvask, så kan jeg mærke freden sænke sig. Let og flimrende, og ikke så dybtstikkende, at den fjerner stressen over at være på mellemlanding i fremmede omgivelser, fordi ens hjem er en byggeplads og ens ting er til opbevaring – men den er der, den finder vej. Den er på vej. Ligesom mig.

Men jeg kan se dens tyngde, når jeg kigger i spejlet. Det er en følelse, man ikke kan skrive om, når den hersker. Kun når den er på retræte. Og det er den nu. For jeg er glad. Jeg er faktisk ligefrem positiv. Der sker så mange gode ting. Og jeg kan se det i mine folder, der folder sig ud.

For et år siden, eller mere, skrev jeg noget om at være en Sisyfos, der fik en spand koldt vand ned ad nakken, hver gang han formastede sig til at løfte blikket. Jeg lovede, at jeg ville omdanne isvandet til bløde bølgeskvulp. Det tog et år. Men det gør jeg nu. Det tør.

Jeg tør.

Jeg sætter flueben på den kosmiske tjekliste. Og etablerer en smilerynke, hvor der før var fastfrosne, sammenbidte furer.

• 2 kalkunschnitzler, hakket godt og grundigt
• 1 lille squash, fintrevet
• 1 løg, finthakket
• salt, peber, andet krydderværk
• 1 æggeblomme
• rasp ad libitum

Det var ikke overraskende Pinterest, der blev min inspiration til den her. Turkey burgers wih zucchini, hed de, og det skulle jeg da prøve. Jeg tror aldrig, vi har fået burgere, her i den fedtfrie tidsregning på de seneste godt 3 år. Det endte superlækkert! Smæk en fars sammen af ovenstående ingredienser og form den til burgerbøffer. Steg godt og længe. Jeg brugte boller fra Schulstad levebrød som burgerboller, og det spillede. Squashen giver en je ne sais quoi smag i burgerne, som virkelig gjorde dem til noget særligt.

Der blev 6 små bøffer af portionen, men det kunne også sagtens have været 3 store. God appetit!

Nu har jeg jo snakket en del om det med at tage børn med i køkkenet, ikke?

Det her, er hvad der sker, når far og datter beslutter sig for at bage kage. Er det ikke fantastisk?

Men hvad i alverden er det dog for et sukkerdrysset monster, spørger du måske dig selv.

Svaret er nærliggende; det ER et sukkerdrysset monster. Nærmere betegnet en edderkop. Det skulle egentlig have været en frø, men der blev insisteret på flere ben, MANGE flere ben. Så det blev en kæmpemæssig edderkop af kokos. Med formildende glasur, søde hjerter, sølvkugler og blå stjerner, drysset med rund lille hånd.

Jeg er stolt og glad. Og en anelse intimideret af dyret dér, men det smagte superlækkert.

Så vidt jeg ved, var inspirationen kommet fra Rosa fra Rouladegade – afsnittet, hvor Frida laver en kokoshund til sin morfar. Det er stort set bare en kæmpe kokosmakron-portion (altså æggehvider, kokos og sukker) – tilsat lidt mel for at holde godt sammen på det, og et drys salt for at give det lidt balance. Så kan man forme det, til lige hvad man vil. Og bage det i noget der ligner 20-25 minutter.

Er du på Pinterest, så kom og følg med i min evigt ekspanderende samling af fedtfattige og fedtfri opskrifter fra hid og did. Har her til aften siddet og sukket over især kageopskrifter, så jeg ved GODT, hvad jeg skal lave i morgen…

Festen er lige her, på boardet Flo’s Diner yum yum. Vi ses.

• Assistenskirkegården
• Grønthandlerne

Ting jeg ikke vil savne ved Nørrebro:

• Politiet
• Dem, politiet løber rundt efter

Ting jeg glæder mig til på Østerbro:

• Fred
• Plads

Ting jeg frygter på Østerbro:

• At få alle mine fordomme om speltsegmentet bekræftet

Any thoughts, kære medkøbenhavnere?

Mit eget barn forventer, at verden er interaktiv. Hun bliver hidsig, hvis fjernsynet ikke viser det, hun havde forventet at se. Hun siger, jeg skal “bladre” i køkkenskabet for at finde maden. Og hun bliver tindrende forventningsfuld, når jeg siger, jeg har købt et nyt spil til min telefon.

Den anden aften fik vi en kasse goodies leveret til døren, med hilsen fra Den Gamle Fabrik. Tæppe, 3 glas marmelade, en rulle kiks, te, en lommelygte og en bog. Et bygge-hule-kit. Med den ekstra dimension, at der er QR-koder på marmeladen, så man kan hente app’en med bogen, som hedder Historien om Bærfolket. Lene Kaaberbøl har skrevet den, Sebastian Klein læser højt.

Man kan sikkert sige alt muligt om forfattere og kommercielle samarbejder og moderne børns forventninger, og man kan ryste på hovedet og være en gammelpot. Det gider jeg ikke. Det holder: Bip din marmelade og få en historie læst højt til morgenmaden!

Min egen pageklippede 2,5-åring er for lille til Kaaberbøl. Hun zonede ud og kunne ikke følge med historien. Jeg ved, at andre, som har lidt større børn, er voldsomt begejstrede – men da det interaktive bærfolk blev ignoreret var det jo godt, at der var marmelade, tæppe og en lommelygte med. It never gets old.

PS: Jeg kan bedst lide den med boysenbær.

PPS: Vidste du, at der er lige så meget fedt i en rulle Digestive-kiks som i en almindelig pose chips?

PPPS: Jeg er ikke en af de bloggere, der ofte får kastet sponsorguf i nakken til gengæld for omtale. Men når det handler om børn, hygge og marmelade? Jeps.

PPPPS: Det her er dog liiige at stramme den, reklametyper.

PPPPPS: