Dengang i det forrige årtusinde, hvor jeg selv var en lille pageklippet en, var der fredagsbio foran en brun kasse med én kanal. Telefonen var en, der stod henne i vindueskarmen med en drejeskive på. Verden var bedst, når den på en eller anden måde indebar marmelademadder og lommelygter og hulebyggeri. Kan I huske det?
Mit eget barn forventer, at verden er interaktiv. Hun bliver hidsig, hvis fjernsynet ikke viser det, hun havde forventet at se. Hun siger, jeg skal “bladre” i køkkenskabet for at finde maden. Og hun bliver tindrende forventningsfuld, når jeg siger, jeg har købt et nyt spil til min telefon.
Den anden aften fik vi en kasse goodies leveret til døren, med hilsen fra Den Gamle Fabrik. Tæppe, 3 glas marmelade, en rulle kiks, te, en lommelygte og en bog. Et bygge-hule-kit. Med den ekstra dimension, at der er QR-koder på marmeladen, så man kan hente app’en med bogen, som hedder Historien om Bærfolket. Lene Kaaberbøl har skrevet den, Sebastian Klein læser højt.
Man kan sikkert sige alt muligt om forfattere og kommercielle samarbejder og moderne børns forventninger, og man kan ryste på hovedet og være en gammelpot. Det gider jeg ikke. Det holder: Bip din marmelade og få en historie læst højt til morgenmaden!
Min egen pageklippede 2,5-åring er for lille til Kaaberbøl. Hun zonede ud og kunne ikke følge med historien. Jeg ved, at andre, som har lidt større børn, er voldsomt begejstrede – men da det interaktive bærfolk blev ignoreret var det jo godt, at der var marmelade, tæppe og en lommelygte med. It never gets old.
PS: Jeg kan bedst lide den med boysenbær.
PPS: Vidste du, at der er lige så meget fedt i en rulle Digestive-kiks som i en almindelig pose chips?
PPPS: Jeg er ikke en af de bloggere, der ofte får kastet sponsorguf i nakken til gengæld for omtale. Men når det handler om børn, hygge og marmelade? Jeps.
PPPPS: Det her er dog liiige at stramme den, reklametyper.
PPPPPS:
